top of page
Enwoven

Enwoven

En af dagene besøgte vi start-up virksomheden Enwoven. Her mødtes vi med co-founder Ben Yee på deres kontor i Oakland. En virksomhed i fremdrift og med - i skrivende stund - 10 medarbejdere.

Selve Enwoven er en online platform, som både henvender sig til privatpersoner og til andre virksomheder. Enwoven åbner op for en masse muligheder, hvor man blandt andet kan lave mindebøger, præsentationer osv.

Idéen bag virksomheden opstod, da den anden co-founder Niles Lichtenstein ønskede at samle minder, herunder fotos, videoer og musik, fra hans afdøde far et enkelt sted. Det begyndte med “The History Project”, der siden hen har dannet rammerne for Enwoven.

​

Trods funding på knap 3 millioner dollars har virksomheden stadig ikke præsteret at skabe et overskud. Dermed bliver de nødt til at holde deres omkostninger nede. Netop derfor er deres kontorer og mødelokaler også placeret hjemme hos den ene co-founder, Niles. Det beviser, hvor svært det er at være start-up, og hvor meget vilje og dedikation det kræver. Man bliver nødt til at ofre en masse, heriblandt arbejdstimer, penge og mange andre ting.

   Selvom Enwoven ikke har en fornem beliggenhed i Silicon Valley, eller er et stort navn (endnu), har de blandt andet allerede samarbejdet med Reebok, NY Times og Coca Cola.

Stanford University

Stanford

På vores tur til Stanford fik vi en rundvisning af en medicinstuderende fra Aarhus Universitet. Hun havde fået et forskningslegat i Danmark, der gav hende og et par andre medicinstuderende fra Danmark mulighed for at lave forskning ved Stanford i nogle måneder i forbindelse med deres egen uddannelse. Ved besøget fik vi en rundvisning omkring den centrale campus. Et af de relevante ting, vi så, var en bygning, der var bygget til at studerende kunne lære af hinanden og bruge hinanden i arbejdet.

 

F.eks. var der mulighed for at sætte sig sammen med studerende fra andre uddannelser og udvikle noget af fremtidens teknologi og medicin. Det var utrolig interessant at høre historien om en dansker, der har fået muligheden for at være en del af verdens udviklingsmæssige centrum helt tæt på, og vi fik et indblik i, hvad det vil sige at være studerende på et universitet i Silicon Valley både i en akademisk og social sammenhæng.

 

Google

Google

Under besøget hos Google så vi deres hovedkontor og deres Visitor Center. Her oplevede vi alt fra selvkørende biler til Google-farvede cykler, som vi fik fri mulighed for at prøve.

Vi mødtes herefter med Google-medarbejderen Oliver, som holdt et foredrag for os om Google – her med fokus på deres innovative egenskaber samt arbejdsmetoder. Cookies og annoncering var også et nøgleord, eftersom Google tjener en stor del af sine penge her.

 

Vi fik endvidere et indblik i hvor meget vækst (samt konkurrence), der er i Silicon Valley, og hvor ”almindeligt” det her er at arbejde hos den verdenskendte virksomhed Google. Som nævnt fik vi også et indblik i den høje konkurrence, der er i IT-verdenen, hvoraf Amazon f.eks. betegnes som en af Googles største konkurrenter i USA.

   Erfaringer, som vi kan tage med os herfra, er blandt andet hvordan en arbejdskultur med så mange ansatte stadig kan være harmonisk og innovativt præget af Googles ideologi. Arbejdskulturen afspejler dermed i høj grad Googles overskud og overlegne innovation.

Benny Madsen

Benny Madsen

Vi besøgte også Benny Madsen, der er vinbonde samt entreprenør og investor. I år 2000 grundlagde Benny Madsen sammen med to andre tech-virksomheden Litepoint, som han senere solgte til en værdi af flere milliarder kroner. Firmaet lavede standardudstyr til tests af software, som flere større tech-virksomheder i blandt andet chip-branchen benytter sig af.

   I dag har Benny Madsen købt en vingård i Californien kaldet Byington, og han er det, der kaldes en angel-investor. Han investerer i nye virksomheder, før de er etablerede og succesfulde, hvis han tror på den enkelte virksomhed.

 

Benny gav os viden om, hvad der skal til for at starte og drive en velfungerende virksomhed. Herunder at det er vigtigt, at man er fælles om succesen, og at virksomhedskulturen og ånden er essentiel for virksomhedens overlevelse. Derudover mente han også, at lederens karisma er vigtig, og brugte Apple som et eksempel, hvor Steve Jobs skabte virksomheden omkring sine visioner og sin personlige karakter.

   Benny Madsen mener selv, at det er skelsættende for hans egen virksomhed, at de definerede deres forretningsplan helt fra starten. Benny Madsen gav altså overordnet set et rigtig godt indblik i, hvad en god virksomhed skal indeholde, og hvad det kræver af et team at skabe en virksomhed.

ICDK

Innovation Center Denmark

Innovation Center Denmarks kerneprojekt er at bygge bro mellem verdensomspændende og danske virksomheder. Det gør de ved at have et kontor begge steder, og på den måde kan danske virksomheder tage del i den viden, der formidles hjem fra Silicon Valley. De sender de nyeste tendenser om det amerikanske økosystem og vil derfor skabe interesse for et samarbejde begge veje.
   På vores besøg gav to af de danske ansatte os et indblik i entreprenørskab. Det gav et endnu tydeligere billede af, hvad det vil sige at gennemføre sine innovative idéer i en konkurrencestærk by som Silicon Valley. De lagde ud med at gøre det klart, hvad der gør Silicon Valley til virksomhedernes mekka: De er i stand til at agere mod befolkningens nye behov frem for at lave virksomheder med et enkelt mål. De sørger også altid for at komme kunderne i forkøbet og forudse, hvad det næste store behov bliver.

 
Her er et par tommelfingerregler, som de gør brug af i Silicon Valley:

  • Start med den menneskelige kontakt frem for den typiske akademiske fremgang.

  • Skillset frem for start-ups. Alle kan starte en virksomhed, men det er evnerne bag, der er afgørende.

  • Sørg for at virksomheden har en hipster (sælgeren), hacker (koderen) og hustler (organiserer den bedste service).

  • Lær af dine fejl og kom videre.

  • Hjælp andre – du bliver ikke mindre succesfuld af det selv – tværtimod.

Pitching

Pitching hos Søren Therkelsen

Dette programpunkt var turens faglige højdepunkt. Her pitchede alle vi elever en ide og fik værdifuld feedback fra iværksætter Søren Therkelsen, som er stifter af Udenrigsministeriets accelerator-program i Silicon Valley, SCALE-it.

 

Alt, hvad vi elever havde lært og arbejdet med før og under turen, skulle præsenteres i en pitch, hvorefter Søren kom med gode råd og tanker. Før vores egne præsentationer præsenterede Søren hans egen karriere indtil nu og hans virksomhed Qurasense, som arbejder med at måle sundhed ud fra menstruationsblod. Vi var alle meget imponerede over virksomheden og alle tankerne bag.

 

Hele set-uppet foregik i hans have i skønt solskin og 30 graders varme. Det var en spændende udfordring for os alle at få lov til at præsentere vores ideer, og Søren Therkelsens gode humør var både inspirerende og med til at skabe god energi omkring hele ideen om at starte noget op selv. 

bottom of page